John Hansen optaget i  DBU´s Hall of Fame

22. marts 2016

Historisk hæder

I forbindelse med den store prisuddeling Dansk Fodbold Award, som blev afholdt 21. marts 2016, blev 6 af dansk fodbolds største personligheder indlemmet i Dansk fodbolds Hall of Fame.

En af dem var vores egen gamle kæmpe 'Lange John' Hansen. Han blev hædret for sine præstationer ved OL i 1948 og for sin store rolle som foregangsmand for danske spillere, der kom til Italien som professionelle. Trods den store succes i Italien var FREM altid John Hansens klub, og han vendte tilbage efter udlandsopholdet.
Også Lange Johns søn Henning er fremmer, og det var ham, der stolt modtog prisen på sin fars vegne.

John Hansen nåede kun 8 landskampe, men scorede til gengæld 10 mål. Og endnu mere vigtigt spillede han 115 kampe for FREM og scorede 113 mål. Det i sig selv berettiger til en plads i Hall of Fame. Her kommer han iøvrigt i selskab med tre andre fremmere: Sophus 'Krølben' Nielsen, Sophus 'Målmand' Hansen og Pauli Jørgensen.

Stort tillykke til John Hansen, til hans familie og til alle os i Boldklubben FREM.

I beskrivelsen i Hall of Fame står der blandt andet følgende:

I de seks år, John Hansen spillede for Juventus, vandt klubben mesterskabet to gange og opnåede 2. pladsen to gange, mens det blev til henholdsvis en 3. og 4. plads i de to øvrige sæsoner. ”Ansén”, som italienerne kaldte ham, kæmpede hver sæson med Gunnar Nordahl, den svenske skarpskytte i AC Milan, om topscorerprisen. Det lykkedes ham at vinde den én gang. I sine 187 kampe i Serie A lavede John Hansen 124 mål; svarende til 0,66 i gennemsnit per kamp; en bedrift, ingen i den zebrastribede før eller siden har præsteret.

John Hansen opnåede en fabelagtig succes og popularitet i Italien. Han var en fryd for øjet med sit formidable hovedspil, sit dræbende skud, sin særlige evne til at forudse en målchance og sin imponerende koldblodighed foran mål. Han var ikke alene alle målmands skræk. Også hans direkte modstander kunne blive så modløs ved tanken om at skulle spille overfor ham, at han simulerede en skade under opvarmningen for at undgå konfrontationen. Juventus accepterede modvilligt, at John Hansen sluttede sit italienske eventyr med én sæson i S.S. Lazio.

Tilbage i Danmark måtte John Hansen igennem den daværende obligatoriske karantæne på to år for hjemvendte professionelle. I den periode påtog han sig jobbet som træner i barndomsklubben FREM. Så han var i rimelig god fysisk form, da han gjorde comeback i Danmarksturneringen, hvor han blev en publikumsattraktion. Det blev til 43 kampe. Sammenlagt er han noteret for 113 mål i 115 kampe for FREM.

 

Sidste Nyt

Nye Billeder i Billedgalleriet

___________________________________________

Nye Videoer På Video Kanalen

Støt Vores Sponsorer - De støtter os

  • Valby Tandlægeklinik
    Valby Tandlægeklinik
  • Støvsugerbanden
    Støvsugerbanden
  • Allan Mylius
    Allan Mylius
  • Cafè Ellebo
    Cafè Ellebo
  • Drinx.dk

Vedr. Billed Galleriet

Hvis du holder musen hen over billedet bliver det stående. 
Du  kan nu i ro og mag studere det nærmere
____________________________________  
Det samme gør sig gældende ved vores Sponsorer
Tryk på billedet for at se den aktuelle sponsors Hjemmeside