BOLDKLUBBEN "FREM" UDEN FORTID INGEN FREMTID
Idrættens historier lider fugtdøden
Fotografier fra 186o'erne med skimmelsvamp,
film fra 193o'erne med fugtskjolder og gamle forhandlingsprotokoller, som faldt fra hinanden.
Det er noget af det mest sørgelig, som Morten Mortensen, medlem af Dansk Idrætshistorisk Forenings bestyrelse, har været med til at finde frem fra en fugtig kælder under klublokalet i en idrætsforening. Et stykke idrætshistorie var ved at gå tabt, og sådan går det mange steder.
»Tingene kan som regel reddes, men det værste er, når folk begynder at smide foreningens kulturelle arv ud. Og det hænger nok sammen med, at der ikke er interesse for den side af danskernes historie, fordi der ikke er en central institution, som tager ansvar for idrættens historie,« siger Morten Mortensen, der også er museumsinspektør ved Greve Museum.
Han bakkes op af Bo Vestergaard Madsen, der også er medlem af bestyrelsen for Dansk Idrætshistorisk Selskab:
»Idrættens historie tillægges ikke den store værdi, hverken i foreningerne, idrætsorganisationerne, arkiverne eller hos politikerne hverken centralt eller ude i landets kommuner og regioner.«
Tingene forsvinder
»I foreningerne er det typisk nogle få ildsjæle, der interesserer sig for at bevare foreningens historie, men når de holder op, hvad sker der så med alle de materialer, der er samlet?« siger Bo Vestergaard Madsen, der også ser flytninger som en fare for foreningernes historie, for typisk bliver kasserne med 'alt det gamle ragelse' sat de'r, hvor der er bedst plads, fx i en fugtig kælder.
»Men det er ikke gammelt ragelse, fx kan man få megen historisk viden ved at læse de gamle bestyrelsesprotokoller.«
At mange klubber har fået hjemmesider udgør også en stor fare for bevarelsen af det historiske materiale, for alt kan slettes med et tryk på en knap.
Dog høster - det vil sige kopierer - Det Kongelig Bibliotek og Statsbiblioteket i Århus fire gange om året nettet for at gemme hjemmesiderne for eftertiden, men meget kan forsvinde alligevel.
Drømmen om et museum Svenskerne har netop fået deres første idrætshistoriske museum, men i Danmark er fem-seks seriøse forsøg hidtil strandet.
Denne gang vil Dansk Idrætshistorisk Selskab forsøge at gå en ny vej, nemlig ved at begynde med rødderne og ikke i toppen.
Toppen er selve institutionen, mens rødderne er indsamlingen af interessante materialer:
»Et museum skal nødvendigvis have et arkiv, og hvis man har et arkiv, skal der være forskning til at formidle den viden. Vi vil derfor skabe en forståelse for, at det er vigtigt at bevare tingene for eftertiden, og det vil vi skabe en fælles bevidsthed omkring blandt foreningerne, idrætsforbundene og arkiverne og skabe netværk, hvor folk taler sammen. Første skridt var en konference i november, og vi håber at arrangere en ny til næste år,« siger Bo Vestergaard Madsen.
For ham er det ikke nok at vise idrætten gennem billeder og montrer. Det er Preben Kristensen, olympisk arkivar i Idrættens Hus, enig i:
»Et idrætsmuseum skal være levende, idræt er jo bevægelse. Problemet er bare, at hvis man vil se fx OL-finalen i damehåndbold fra Athen 2004, så skal man betale for det, fordi tv-stationerne har rettighederne. Derfor må de involveres, så det kan blive gratis, ligesom når man går på nationalmuseet og ser solvognen. Det kan ikke være rigtigt, at vi skal betale for at se nationale begivenheder og vores kulturarv. Det er på tide, at idrættens historier kommer frem i lyset,« mener Preben Kristensen. <
Hvis du holder musen hen over billedet bliver det stående.
Du kan nu i ro og mag studere det nærmere
____________________________________
Det samme gør sig gældende ved vores Sponsorer
Tryk på billedet for at se den aktuelle sponsors Hjemmeside