Bkfremarkiv - Ingen Fremtid uden Fortid

BOLDKLUBBEN FREM`S - HISTORISKE ARKIV Det skrev de om os

Valdemar Brummerstedt skriver i K.B.U.`s jubilæumsskrift 1928 (uddrag).
I det år (1893) kom der gang i overarmskastningen, og adskillige spillere lærte hurtig den nye metode. Det var en generende overgang for os (B93), der Hidtil kun havde stået for underarmskastning, halvlegene var pinlige små. De bedste kastrere af den nye type havde FREM, der både rådede over Hughes, en pragtfuld bygget mulat fra Vestindien, og Sykes, en engelsk dværg, en stor dværg ganske vist, med små bitte ben, en kraftig overkrop og et par usædvanlig lange arme. Han var sendt herover som montør fra et engelsk firma, for at installere nogle maskiner. Efter sigende ødelagde han det hele, så de måtte sende en ny og bedre mand herover.

Han havde en stor fedtknude på venstre kind, og han benyttede af sit venskab med mig, til at få den opereret bort hjemme hos mig, hvor overlæge Rahff og jeg forskønnede ham. Han tog et ordentligt glædesbærge efter operationen. Han var en sjov fisk. De kunne kaste, og vi stakler, der skulle forsøge os mod dem, var glad for at få nogle ganske få points. Som gærdespiller brillerede Axel Andersen (Byrval), som var en af datidens ypperligste spillere både i cricket og fodbold.

Desuden en stor, stærk, lidt fedladen spiller, som gik under navnet "Balle-Pedersen". Han kunne slå seksere, så det kunne blive til noget. Jeg husker en morsom episode fra en kamp, hvor Balle-Pedersen løb sin lillebror Hans ud på en tåbelig måde. Kalkau, "Kaptajnen", som var tilskuer, sagde til ham "Hr. Pedersen (han sagde virkelig "Hr."), der var absolut ikke løb, og De skulle ikke angive løbet", hvortil Balle-Pedersen svarede:"Det ved jeg ikke noget om. Jeg gav ham bare "prajet", så bliver det sgu hans sag at komme ind" Stor jubel!! Man må også nævne de to små brødre Nielsen, der spillede godt i hjemmelavet stil, og From, der af mange regnes for den bedste Wicket-keeper, FREM har haft.

Man holdt ingen frokostpause den gang, man spiste når der var tid, sit medbragte smørrebrød, som var varm og ækelt, skyllede det ned med lige så varm bajer, som serveredes af den kære, gamle Madam Petersen, der med sin lille trækvogn, holdt til hos cricketspillerne. Jeg husker den rædsel, der greb os, da hun en dag fik en brandhård bold lige i panden, hvor der fremkom en mægtig bule. At hun overlevede den behandling var gådefuldt, man hun tog det som en helt.

 

• Forrige
• Næste