BOLDKLUBBEN FREM`S - HISTORISKE ARKIV Harald Gronemann

Harald Gronemann

Position: Back, halfback, wing og innerwing Født: 26/10/1927 Kampe: 231 Mål: 22 Debut: 19. august 1946 hjemme mod B. 1903 5-0.
Sidste kamp 10. september 1961 på Gentofte mod HIK 1-2. Tidligere klubber: Ungdom: Kom til FREM fra Valby BK som juniorspiller. Indmeldt 17. august1942. Beskrivelse: Harald var en alsidig spiller, startede som en nervøs back, men som blev rykket op som højre wing i sæsonen 1950-1. I foråret 1952 spillede han højre halfback. Fra efteråret 1955 blev pladsen mest som højre innerwing. Fra efteråret 1956 halfback, som han spillede til nedrykningen i 1960. Ingen kampe i foråret 1961, men sluttede af som innerwing i sine sidste 6 kampe for FREM.

Harald startede med at spille fodbold på gaden ligesom mange af datidens drenge. Spillede så nogle år i Valby Boldklub, men kom til FREM med Torgun Juhl Hansen og Erik Nielsen, Tage Olsen?

Harald mindes sin ungdomstid i FREM, som nogle herlige år, især træneren den legendariske Niels Hansen huskes med stor glæde, som på sin egen facon kunne få een til at gøre det utrolige. Han var reserve på KBU's udvalgte juniorhold i 1943 og var anfører på holdet i 1944.

Harald debuterede som venstre back som 18 årig i en træningskamp i parken mod stærke Malmö FF, der blev spillet i et stærkt regnvejr og på et FREM'er hold, der bestod af 9 daværende eller senere landsholdspillere, så det var med en hvis nervøsitet, Harald indtod sin plads på holdet. Bedre blev det ikke, da han i en hårdt presset situation lod bolden smutte mellem benene, hvilket gav svenskerne deres første mål. Harald blev nu helt skrupnervøs og det var en nervøsitet, der holdt sig i de følgende kampe, hvilket gjorde ham til et usikkert led i forsvaret. Målmand Egon Sørensen udpegede altid Harald som sin farligste modstander. For, som han sagde med sin sjove, hæse stemme "Du er sgu den eneste, der kan score hos mig i hver eneste kamp".

Iøvigt synes Harald ikke at han havde særlig megen støtte fra angrebets stjerner, især bemærkede han flere små skuldertrækninger og de sigende øjenkast indbyrdes, når han gjorde sine fejl, og han gjorde mange i starten p.g.a. hans manglende rutine. Leo Nielsen var holdets anfører, men han var en mand af få ord og han skulle også passe på ikke at støde de dygtige herrer oppe i angrebet, så hans fornemste opgave var kun at vælge banehalvdel!

Senere gav Harald, Leo Nielsen nogle fine ord med på vejen, da han som træner fik FREM igang igen efter den store åreladning af spillere til udlandet.

Harald, der i en periode tillige dyrkede boksningens svære kunst, var anfører for FREM i mange år, hvilket selvfølgelig gav ham mange gode oplevelser. En lidt mindre morsom opgave, da han var med til at bære sine 2 unge holdkammerater ud af Sct. Matthæuskirken efter den forfærdelige flyveulykke 17. juli 1960, hvor Ib Eskildsen og Søren Andersen omkom.

Da Harald spillede halfback blev han meget rost for sit fortrinelige arbejde sammen med sin halfbackkollega flittige Leif Tønnesen. Begge var meget offensive anlagt, men de aftalte en arbejdsfordeling, der gik ud på at når den ene gik med frem, f.eks ved hjørnespark, blev den anden helt ned mellem back og centerhalf. Med fire markspillere i det bageste forsvar er man nogenlunde garderet, selv om den angribende halfback ikke skulle nå tilbage.

Da Harald havde fundet sig tilrette som halfback og fik den tilstrækkelige kondition til det store arbejde, der hvilte på ham, nemlig at bære FREMs angreb. Han var nærkampstærk - lige på grænsen til det urene engang imellem - men frem for alt kunne han lægge en aflevering.

På hans store dage, mindes man Walther Christensen, når man så hans lange skrå fremspilninger med begge ben til modsatte innerwing. De var så farlige, fordi der var fart i dem. De glid henover modstandernes hoveder, lå ikke lang tid i luften for at dumpe ned til sidst.

Han var et tidspunkt holdets uartige dreng, der var lidt svær at have med at gøre. Han kunne ikke lade være med at kæfte op på banen. Han var en humørspiller. Når det gik skævt, hændte det, at han satte hænderne i siden, så fornærmet ud - og gav op! Hans talent kunne ikke diskuteres. Det var bare kedeligt, at man ikke rigtig vidste, hvor man havde ham. Og at han til tider, skældte de andre ud, så de mistede humøret.

Nu er det et gammelt pædagogisk fif at gøre klassens uartige dreng til ordensduks. Han skal nok ordne de urolige elementer. Han ved, hvor skoen trykker. Og samtidig har man jo pacificeret ham selv.

Det må være den recept FREMs ledelse fulgte, da Harald blev ordensduks på holdet. Altså blev holdets anfører. Han svigtede absolut ikke tilliden. Han brugte stadigvæk mund. Men skulle han jo som anfører og han skældte ikke så meget ud, som han gjorde tidligere. Tværtimod. Det var mest positive dessiner, der kom ud af munden på ham. Ting, der blev bygget op i stedet for at rivet ned.

Hans meget skiften pladser og i starten af hans karriere hans lidt opgivende facon, som han som sagt senere fik styr på, samt nogle lidt uheldige præstationer på udvalgte hold i en ung alder, gjorde måske at han aldrig kom på landsholdet. Eller som han siger. Jeg var nok ikke helt politisk korrekt for de fine herrer i DBU's udtagelseskomite, der måske bedre kunne lide typer som Bent Hansen fra B. 1903, som vis aldrig sagde nogen imod. Hvem ved?

Efter sin aktive karriere var Harald mange år træner bl.a. i FREM's ungdomsafdeling og bl.a. for Kalundborg, hvor han fik overtalt den senere landsholdspiller Flemming Mortensen til at prøve FREM, da denne skulle være soldat i København.

Han var bl.a. ansat som kongelig vejer og siden som portør i De Gamles By.

En af Harald's sønner, Fritz var maskot for FREM's 1. hold bl.a. for holdet, der vandt DBU's pokal i 1956 ved at slå AB med 1-0 med et Olaf Henriksen mål.

Fritz spillede selv for FREM, hvor han var med til at vinde turneringen og pokalen i 1960 for 1. drenge, sammen med bl.a. Finn Bøje og Jørn Jeppesen. Senere spillede Fritz i en årrække for Ølstykke IF, hvor jeg selv fik en del kampe med ham på sjællandsserieholdet. Jeg har sjældent set en spiller med så dejlig rent, præcist og hårdt spark som Fritz. Dødbolde var hans specialle. Fritz og Harald kom tit i Valby Idrætspark indtil Frtitz alt for tidligere død.

Udover Fritz fik Harald 1 søn, Max, der også spillede ungdomsfodbold i FREM, samt 2 piger. Gift for anden gang. Bor på Frederiksberg.

Harald deltager hvert år i juniorholdet 1943's årlige sammenkomst i klubhuset og kommer i VIP rummet til næsten hver af FREM's hjemmekampe.

Harald deltog i TV optagelsen om det gamle FREM hold i midt 50'erne.

Deltager også i den årlige nålefest i FREM.      

Landskampe: Mærkeligt nok ingen, men optrådte ved flere lejligheder på bl.a. Stævnets hold.

24. august 2009/Steen Meisner Bjerre

• Forrige
• Næste