|
Pauli Jørgensen - fra folkehelt til folkepensionist
Artikel fra jubilæumstidsskriftet
"Boldklubben FREM gennem 100 år - 1886-1986
Hjertet har altid
været rødt og blåt
Pauli er Pauli, og det må man så vænne sig til, for bag faconen gløder hjertet for Frem
Af Carsten Werge
»Han var den ideelle centerforward og anfører for både sin klub og landsholdet. Med det samme vindende smil scorede han sine mål og uddelte ordrer til medspillerne, og skønt han var lille af vækst var det ikke alene med benene, den bredskuldrede center knaldede bolden i modstanderens net. Også i luften så man ofte det krøllede hoved rage højest op og få panden på bolden, så den susede ind i netmaskerne.
Han var stærk som en bjørn, hans overraskende driblinger og skud fra alle vinkler satte mange forsvarere grå hår i hovederne, og hans hvinende flugtskud fik ofte tilskuerne til at brøle af begejstring. Og så kunne han gi' og ta' en »tur« med det for ham friske smil på læben«.
Citat i Aftenbladet.
Ingen er vel i tvivl om, hvem de flotte ord beskriver - Pauli Jørgensen.
Manden der i 1920erne, 30erne og 40erne tævede svensken »gul og blå« og desuden var med til at vinde stribevis af trofæer til Boldklubben Frem.
Måske det er lidt diffust at tale om, hvem der har været klubbens bedste spiller gennem tiderne - for hvad er højest, Rundetårn eller et tordenskrald – men alligevel: · Pauli må være den største?
47 landskampe i en periode hvor de rød-hvide maksimalt var i ilden 4-5 gange årligt, 283 divisionskampe for Frem uden nogensinde at blive sat af førsteholdet og rundt regnet 75 optrædener på Stævnets hold.
Og i alle disse drabelige dyster scorede han selvfølgelig masser af mal.
Det var det han kunne, denne lille, hjulbenede folkehelt.
Men han havde også mange andre kvaliteter, »hele Danmarks Pauli«.
Da han i 1942 lagde støvlerne på hylden – efter 18 års tro tjeneste på landets fodboldarenaer - var han klar til at yde en indsats på en række andre områder: Først og fremmest som et godt aktiv i Frems så berømte klubliv. Men også som leder og træner.
Skønt lille af vækst kom Pauli godt i vejret, og her header
han på mål i en kamp mod AB. De øvrige Frem'ere på billedet
er Johannes Pløger (i midten), medens Erling Sørensen (yderst
til højre) venter på at få chancen.
Amager duede ikke
Frem var sagen
Paulis interesse for fodbold blev vakt allerede i den tidlige barndom. Sammen med storebroderen Harald foregik legen med den runde læderkugle på marken ved Ladegaardsaaen og senere, da familien flyttede til Amager, på Amager Fælled.
Det medførte indmeldelse i B 1908 som 10-arig, men meget hurtigt begyndte Paulis hjerte at brænde for Frem.
»Jeg så klubbens førstehold, med bl.a. Sofus »Krølben« Nielsen og Sofus Hansen, i en sommerkamp mod et udvalgt hold fra Amager. Den dag fik jeg virkelig øjnene op for, hvordan fodbold skulle spilles. Jeg blev klar over, at Amager ikke duede længere. Det var i Idrætsparken, Frems hjemmebane, det foregik«.
En dag vovede Pauli sig ud på Frems bane på Enghavevej for at se de »store kanoner« træne. Derude gav han sig til at trille lidt med en bold, men den improviserede kamp blev hurtigt stoppet.
»Er du medlem her«, brølede en stemme.
»Nej men...«, svarede en forskrækket Pauli.
»Så er du medlem fra nu af. Du møder til træning onsdag aften«, afbrød stemmen, der for resten tilhørte Axel Henningsen, Frems daværende juniorleder og næstformand.
14 dage senere debuterede Pauli som venstre innerwing på Frems 3. junior. Med på holdet var også Kaj Uldaler og Knud Christoffersen - en trio der siden nåede at spille sammenlagt 106 landskampe.
Men forinden var de med til at sikre Frems 3. junior turneringssejren med en score på 87-3.
Fik arbejde og forlod Frem · Nogle år senere forlod Pauli imidlertid Frem.
Han havde fået en læreplads som bilmekaniker på Toldbodvej, skulle på skole fem aftener om ugen, og så var der ikke tid til at passe træningen på Enghavevej.
I stedet var Pauli med til at stifte Boldklubben Fix på Amager, hvor han i tre sæsoner var »øens« mest frygtede centerforward.
Men en tirsdag i 1924 vendte Pauli »hjem« til Frem. Søndagen efter var han på 3. holdet, så på 2. holdet og sølle 14 dage efter ankomsten var der debut på 1. holdet i en pokalkamp mod KFUM. Frem vandt 4-2, Pauli scorede to gange.
Og pludselig gik det stærkt.
Den 27. september 1925 debuterede Pauli i en landskamp på Aarhus Stadion mod Finland. Resultatet 3-3 var godt nok skuffende, men den lille Fremmer fik med to mål det århusianske publikum til begejstret at råbe: »Pauli, Pauli, Pauli, du er ikke tovlig«.
Et stort år med ny træner 1925 blev i det hele taget et betydningsfuldt år for Pauli. Dels fik han sin landsholdsdebut, dels var han en ovenud vigtig brik på »Frems sensationshold«, der bl.a. vandt pokalturneringen med en finalesejr på 5-1 over AB.
At klubben lige pludselig fik vind i sejlene, var blandt andet fordi Axel A. Byrval startede som træner. Byrval, der sammen med Peder Mikkelsen var Frems første landsholdsspiller, havde nogle nye ideer om, hvordan man skulle træne.
»Vi skulle pludselig træne 3-4 gange om ugen. Og det satte ligesom skub i udviklingen. Uden Byrval havde jeg næppe nået de gode resultater. Han er den bedste danske træner, jeg nogensinde har haft«.
Men det var ikke bare på banerne, at der skete ting, som fik stor betydning for Paulis videre karriere.
I 1925 kom en regelændring, der i hej grad tilgodeså angrebsspillerne. »Der blev lavet en ny offside-regel, som faktisk revolutionerede spillet. Hidtil havde reglen været, at en angriber skulle have mindst tre angribere imellem sig og det mål, han spillede imod. Nu blev denne regel ændret således, at man for fremtiden kun skulle have to modstandere mellem sig og målet. Med denne nye regel blev det langt vanskeligere at trække en spiller offside, og det forstod vi at udnytte i Frem. Vi havde en ung og levende forwardkæde, der begyndte at lave en mængde mål«.
Med i denne kæde var bl.a. Kaj Uldaler (38 landskampe), en herre som Pauli trivedes fint sammen med. »Han er den innerwing, jeg har spillet bedst sammen med«.
Men selvfølgelig var det ikke altid, at Pauli spillede lige godt. Blandt andet afslører avisernes gamle arkivposer, at hans anden landskamp, i Amsterdam mod Holland, bestemt ikke hører til karrierens flotteste.
»Pauli var en fiasko«, hed det bl.a. om den 20-arige angribers indsats.
Gennembruddet kom i »Parken«
Det »rigtige« gennembrud kom i 1927 i en landskamp i Københavns Idrætspark mod Finland. Danmark vandt 3-1, Pauli scorede en enkelt »kasse« og var dagen derpå det store samtaleemne i aviserne.
»Han var nær ved at være bedste mand på banen«, skrev et af bladene.
Efter den indsats så alle frem til at opleve Pauli på landsholdet igen, men den lejlighed bød sig ikke lige med det samme.
Den populære Fremmer fik en ben skade og gik glip af tre kampe i den rød-hvide dragt.
»Disse afbud, de eneste i min karriere, kostede mig jubilæumskampen nummer 50, og det har jeg ind imellem ærgret mig en smule over«.
Ærgrelser har Pauli til gengæld aldrig haft over, at han i 1928 afslog et tilbud om at blive professionel i Huddersfield.
»Englændernes manager mente, at jeg kunne begå mig derovre, fordi jeg var stærk og kunne tåle at få mange skrub«.
Når Pauli sagde nej tak til Huddersfield, var det bl.a. fordi, man dengang ikke tillod professionelle at spille på landsholdet.
For nylig blev Pauli i øvrigt spurgt af B.T., om det ærgrer ham, at han ikke er født til en aktiv karriere i dag, hvor Laudrup, Elkjær og alle de andre VM-spillere skovler millioner ind på deres leg med bolden.
Paulis svar: »Overhovedet ikke. Har dagens spillere måske trykket Chr. den 10. i hånden? Har de haft den ære at repræsentere dansk fodbold - som den eneste - ved Dansk Idræts Forbunds 50-års jubilæum?
Har de fået et partoutkort til enhver fodboldkamp i Danmark for livstid? Ja, men ser du, det har jeg«.
Nordens bedste centerforward · En anden ære der er tilløbet Pauli er, at han i 1930 blev kåret som »Nordens bedste Centerforward«.
I fire landskampe scorede han otte mål, heraf de fire i en kamp mod arvefjenden fra Sverige.
Hele historien om Pauli er dog ingenlunde rosenrød. Han har også stukket sig på en del torne undervejs, blandt andet i forbindelse med en landskamp i 1933 imod Belgien i Bruxelles.
Her havde Pauli optrådt »usømmeligt« over for Dansk Boldspil -unions generalkonsul Østrup, (Red. Som i øvrigt er Fremmer) der sammen med sine bestyrelseskolleger idømte landsholdscenterforwarden et års karantæne.
Siden ændrede DBU holdning og benådede Pauli.
Problemer var der også en del år senere, i 1960, hvor Pauli var aktiv i Frems spilleudvalg og fik et mistillidsvotum på generalforsamlingen.
»Det er sjældent, jeg tager ordet på en generalforsamling, men jeg tror, det er nødvendigt denne gang. Ingen drager i tvivl, at Pauli har betydet meget for Frems popularitet, men fordi man har spillet 47 lands- kampe, behøver man ikke at gøre andre til idioter. Der er forskel på at være venner om en sag og uenige. Vi kender Paulis facon, og det er den, vi gerne vil være fri for. Jeg vil foreslå, at Pauli trækker sig tilbage«, erklærede en anden af Frems store spillere, John Hansen, på den famøse generalforsamling.
Som sagt, så gjort. Pauli gik – eller rettere sagt »blev gået«.
Da Frem tabte på lodtrækning · Men tilbage til Paulis aktive karriere, og måden den blev afsluttet på.
Efter at klubben i 1941 havde vundet bl.a. DM og pokalturnering, skulle succesen følges op.
Og det var lige ved at lykkes.
Frem havde kvalificeret sig til slutrunden om det danske mesterskab og skulle møde B 1909 på udebane. Kampen endte, trods forlænget spilletid, 2-2, hvorfor dommeren, ved en gemen lodtrækning, skulle finde frem til kampens »vinder«.
Det er nærmest overflødigt at fortæ11e, at fynboerne vandt den lille plat-eller-krone seance.
»Min største skuffelse som fodboldspiller. Tænk, at et mesterskab inden for idræt blev afgjort på en så mærkelig måde«, sagde Pauli om denne, hans sidste kamp på eliteplan.
Siden er det som bekendt blevet til mange mange andre kampe. Først for få år siden lagde Pauli støvlerne på hylden, efter bl.a. at have været ihærdig deltager i old-boysernes og veteranernes »Vinter-turnering« – en turnering Pauli har været med skaber af.
|
|
Pauli blandt venner på sin 65 års fødselsdag, fra venstre:
Mogens Gebuhr, Willy Scheel, Tage Olsen, Ove Christiansen,
Pauli, Ib Henriksen, Bendt Werge, Brinkmann, Westy Nielsen
og Ove Christiansen
Klublivet og kammeratskabet· Foruden at Pauli, via sine præstationer på grønsværen, har været Frem en stor og dygtig ambassadør, har han også sin andel i det der måske først og fremmest kendetegner klubben: det gode kammeratskab.
Loyaliteten over for de blå-røde er ikke til at tage fejl af – og den loyalitet har han vel at mærke haft alle dage.
I bogen »Skyd Pauli«, der har været en vigtig kilde til denne artikel, skriver den lille store fodboldspiller bl.a. dette om spillere fra andre klubber, der melder sig ind i Frem: · »Det er ikke nok at være god på banen. Man skal også kende klubbens omgangstone og særlige kammeratskab. I de fleste storklubber er det en stående regel, at man først og fremmest er interesseret i sin egen ungdom, som man kender ud og ind og som er hjemme i klubbens tradition«.
Et signalement af Frem der fortsat passer fint – også selv om de »gode gamle amatørdage« er trængt noget i baggrunden.
|
