BOLDKLUBBEN "FREM" UDEN FORTID INGEN FREMTID

Portræt af Ole ”Jyde” Christiansen

En knoldesparker med sans for økonomi, og en ildsjæl i Boldklubben Frem igennem 30 år.

Født i Århus og allerede som barn medlem af AIA. Derfra gik turen til Valby og indmeldelse i Boldklubben Frem i 1951. Han blev hurtigt klar over at fodboldkarriere nok ikke var ham, men under Poul Tolstrups kyndige ledelse nød han tilværelsen på klubbens 5-6. lilleput og stod godt i vejen, når modstanderne kom stormende.

Her 57 år efter er stilen på banen ikke ændret, og han står stadig godt i vejen som sidste bastion, når torsdagsholdene stiller op til den ugentlige fight om ære og værdighed.

Nu er livet andet end fodbold, og med 2 arme blev Ole ”Jyde” fascineret af cricketspillet, måske lidt ved en tilfældighed. Han blev spurgt, om han ikke kunne tage med 1. holdet til Hjørring som reserve, og når han nu var med, om han så ikke også kunne klare regnskabsføringen under kampen., uden at kende hverken regler eller spil sprang han til.

Turen derop foregik dengang med Ålborg-båden, og da de lagde fra kaj og vinkede farvel til København, stod sidste mand tilbage på havnefronten, han nåede ikke båden, så Ole kom også til at spille. Cricketspillet fangede ham, og det blev til den nuværende klubrekord med 307 spillende 1. holds kampe for Frem. I dag er han stadig med på klubbens old-boys hold og ikke nok med det, som præsident for ”Dansk XL (forty) Cricket Club” rejser han verden rundt og spiller cricket. Det er bl.a. blevet til ture til Kina og Barbados.

Det med tal og regnskabsføring har været en stor del af hans fritids- og arbejdsliv. Som forsikringskonsulent i Baltica og fra 1990 som selvstændig forsikringsrådgiver har han lært at regne den ud.

Som formand for Boldklubben Frems støtteforening drev han sammen med mange andre gode ildsjæle Bankospil og Bingo for at skaffe midler til en næsten umættelig ”fugleunge” – Boldklubben Frem. Fra 1980 til omkring 1993 knoklede han, men måtte sige stop da det ikke længere var nemt at tjene penge på Bingo og Banko.

I mellemtiden var han blevet administrator for Frems Hjælpefond og føl under Valdemar Røjkammer. Han tog mere og mere over, og da han i 1993 var ude at rejse, lå der på hotellet en besked om, at han skulle ringe hjem til klubben. Konkursen var næsten en realitet, men fondens penge kunne måske redde klubben. Her måtte han også sige stop. Hverken vedtægter eller moral holdt til at bruge fondens opsparede midler for at undgå den truende konkurs – det gav dønninger – men han stod fast sammen med andre, og mange vil i dag sikkert takke for det. Fondens pengetank  rummer nu næsten 1 million kroner, og forhåbentlig kan den være et godt aktiv for Boldklubben Frems fremtid.

At Frems Hjælpefond af mange kan opfattes som ”Ole Jydes fond” er forståeligt og bliver forstærket, når man spørger ham om hvilken nytte den gør for Frems liv i dag, ungdomsafdelingen har fået midler til en massagebriks, og så har ”jeg” givet klubben fyrre tusinde kroner, som vil fremgå af klubbens kommende regnskab. Jo, han forvalter midlerne, som var det hans egen pengepung, men lægger ikke skjul på, at han gerne så at fondens bestyrelse spillede en mere aktiv rolle, både når det gælder investeringsstrategi og at medvirke til, at få flere midler tilført, så fondens grundkapital øges.
I dag får fonden omkring seks tusinde kroner årligt fra en trofast skare af medlemmer, og det er altså de midler, der ved en fornuftig anbringelse har bragt formuen til det, den er i dag.

Fra den ene ide til den anden, da Dansk Cricketforbund i 1994 udgav en glimrende bog ”Historien om cricket i Danmark” fyldte Boldklubben Frem kun halvanden side, og det gav Ole ideen til at begynde det research- og indsamlingsarbejde, der i dag har resulteret i, at en gruppe af ihærdige sjæle arbejder med historisk arkiv.

Bestyrelsesprotokoller, breve, billeder, medlemsblade alt i et syndigt rod var udgangspunktet, da arbejdet startede, og diskussionerne har været livlige, når man skulle beslutte struktur og informationsniveau for arbejdet.

For at sikre dokumenterne for eftertiden har man journaliseret en del og placeret dem hos Københavns stadsarkiv. Der er de tilgængelige for alle interesserede.

Hvad angår den del af gruppens arbejde som er umiddelbart tilgængelig, kan man via hjemmesiden wklikke ind på ”Historisk arkiv” (eller direkte på www.bkfremarkiv.dk) og finde mange interessante oplysninger om medlemmer, store resultater og begivenheder i klubbens historie.

Arbejdet er langtfra slut, og Ole håber at den viden, der i dag ligger under ”Historisk arkiv”, kan kombineres med det store arbejde, som Steen Bjerre har i gang, hvor der især er fokus på 1. holdets resultater og de spillere, der gennem årene har præget spillet i toppen af dansk fodbold.


Ved Frems 100 års jubilæum i 1986 fik Ole ”Jyde” klubbens guldnål og pryder dermed væggen i Frems klubhus sammen med mange andre ledere og personligheder gennem tiderne. Det er over 20 år siden, og han er stadig i fuld gang med at trække i trådene, gerne i kulissen, som han selv udtrykker det. Det var også Ole, der på den sidste generalforsamling fik sat skub på etableringen af et strukturudvalg, hvis rapport du kan læse andet sted i bladet.

Vi er tæt på jul, så en ønskeliste har han også:
For cricketafdelingen håber han, at en ny ildsjæl og en stor pose penge kan betyde en ny opblomstring.

For Hjælpefonden glæder han sig til samarbejdet med Lars Larsen og ser gerne at fondens bestyrelse spiller en mere aktiv rolle.

For historisk arkiv drømmer han om mere plads og håber, at bestyrelsen vil placere infostanderen mere centralt end i dag, hvor den står næsten skjult bag spillemaskinerne.

Hvad angår strukturudvalgets rapport håber han, at den kan danne baggrund for en diskussion på et seminar eller lignende, hvor man over en weekend kan inddrage de mange nøglepersoner, der interesserer sig for klubbens fremtid.

En ”ung” mand på 66 år, frivillig leder gennem en lang årrække, stædig som pokker og altid klar til at give en hånd, når der kaldes – portræt af Ole ”Jyde” Christiansen.

 

Sidste Nyt

Nye Billeder i Billedgalleriet
______________________________________

Støt Vores Sponsorer - De støtter os

  • Støvsugerbanden
    Støvsugerbanden
  • Valby Tandlægeklinik
    Valby Tandlægeklinik
  • Drinx.dk
  • Allan Mylius
    Allan Mylius
  • Cafè Ellebo
    Cafè Ellebo

Vedr. Billed Galleriet

Hvis du holder musen hen over billedet bliver det stående. 
Du  kan nu i ro og mag studere det nærmere
____________________________________  
Det samme gør sig gældende ved vores Sponsorer
Tryk på billedet for at se den aktuelle sponsors Hjemmeside