BOLDKLUBBEN "FREM" UDEN FORTID INGEN FREMTID
BOLDKLUBBEN FREM`S - HISTORISKE ARKIV
Frem har altid været en meget værdsat lejer
Af John Mathiesen
Adm. Direktør
for Københavns Idrætspark
Det var en stor dag, da Frem i 1942 flyttede ind i klubhuset på Valby fælled, Her er de mange gæster forsamlet foran klubhuset på indvielsesesdagen.
Året 1986 står i jubilæumsfestlighedernes tegn både for Boldklubben Frem´s og for Københavns Idrætsparks vedkommende, idet Frem kan fejre 100-året for klubbens stiftelse og KI 75-året for konstitueringen af institutionens repræsentantskab.
I hele Københavns Idrætsparks levetid har Boldklubben Frem været højt værdsat lejer, hvis idrætslige præstationer vi altid har fulgt med stor opmærksomhed.
Idrætsparken
Som bekendt startede Frem som Fælledklub, men allerede i 1905 blev klubben baneejende, og flyttede ”helt ud til Enghavevej” hvor Frem skulle spille sine kampe på egen bane.
Da Københavns Idrætspark fik sin opvisningsbane ”Idrætsparken”, var det dog naturligt, at ”Idrætsparken” blev stedet, hvor klubben afviklede sine hjemmekampe, når det gjaldt danmarksturneringen og andre højt rangerende arrangementer.
I 1942 flyttede Boldklubben Frem sine teltpæle til Valby Idrætspark, hvor Københavns Idrætspark havde opført et kombineret omklædnings- og klubhus indrettet i samråd med Frem.
Til lejemålet var knyttet brugsretten til et antal fodboldtræningsbaner, som gjorde overgangen fra baneejer til lejer acceptabel, og siden 1. marts 1942 har Boldklubben Frem således været særdeles tæt knyttet til Københavns Idrætspark.
Vederlagsfrit
Københavns Idrætspark er glad for, at vi gennem støtte, i form af vederlagsfri udlejning af træningsbaner og udlejning af nævnte klubhus, har kunnet være behjælpelig med at skabe en god ramme om Boldklubben Frem´s aktiviteter.
Boldklubben Frem har altid haft en høj idrætslig standard, og som alle andre foreninger har Frem haft op- og nedgangstider, men klubben har altid forstået at finde sin rette plads igen. Med den talentfulde ungdomsafdeling og det meget store arbejde, der præsteres af dygtige og energiske ledere, kan Boldklubben Frem med fortrøstning se fremtiden i møde.
Format og særkende
Københavns Idrætspark ønsker Boldklubben Frem til lykke med jubilæet og de resultater, som klubben hidtil har nået.
Vort ønske for fremtiden må være, at Frem fortsat må have lige så dygtige og ansvarlige ledere som i dag, og at disse fortsat må forstå at værne om klubbens format og særkende.
Hvis du holder musen hen over billedet bliver det stående.
Du kan nu i ro og mag studere det nærmere
____________________________________
Det samme gør sig gældende ved vores Sponsorer
Tryk på billedet for at se den aktuelle sponsors Hjemmeside