|
Min FREMtid
Af Carl Aage Dalgaard
NAVN: Per Wind
FØDT: 15. august 1955
INDMELDT: 18. april 1967
DEBUT (1. HOLD): 12. august 1973 (Herning – Frem 0-5)
PLADS (1. HOLD): Målmand
KAMPE (1. HOLD): 590 (klubrekord)
MÅL (1. HOLD): 0
LANDSKAMPE: 2 A – 11 U21 – 10 U19 – 1 U17
LIGE NU (pr. 1. januar 2011): Målmandstræner og holdleder i FC København
”Uanset hvad, vil det altid være min klub.”
Per Wind er lige så sikker med ordene, som han i en lang flot målmandskarriere har været det med hænderne. 590 kampe for Frem er på engang både rekord og fornem historie. Af en dansk målmand kun overgået af Lars Høgh, der spillede 817 kampe for OB.
Per Wind fortæller selv, at han blev medlem af Frem den 17. april 1967, selv om de på klubkontoret hævder, at det først var dagen efter.
”Jeg var flyttet fra Østerbro til Vesterbro i august 1964. Jeg spillede i en lille DAI klub, der hed Ørholm, der hørte til under den gamle siddetribune i det daværende Idrætsparken. Det var langt at tage med linie 3 fra Vester- til Østerbro to gange om ugen,” husker Per Wind, som dengang også hed Andersen. Sen-navnet droppede han i 1981.
Mens han var medlem af Ørholm, spillede han også fodbold i Enghaveparken efter skoletid, og der kom drengetræneren i Frem, Gert Jarlkov, tit forbi.
”Jeg må have gjort et godt indtryk, for jeg fik hurtigt tilnavnet Yashin. Han var russer, blev kaldt ”den sorte panter” og var datidens Peter Schmeichel og selvfølgelig på det tidspunkt verdens bedste målmand. I april 67 var Gert Jarlkov også i Enghaveparken, og han syntes, at jeg skulle skifte klub og spille i Frem.”
Tynd mave
Til at begynde med fik Per Wind at vide, at han først skulle spille på 3. lilleput, men så ændrede træneren Ove Sørensen mening. I stedet skulle den nye målmand vogte buret for 1. lilleput i udekampen mod KFUM.
”Du kan tro, der var én, som fik tynd mave, men det var stort, for vi vandt med 2-1.”
Som lilleput stod Per Wind ofte bag målet, når Frems daværende 1. hold trænede, og her fik han gode fiduser fra Leif Nielsen, der samtidig var landsholdsmålmand.
Dem tog Wind med, da han godt seks år senere selv var en voksen mand – næsten.
Han var stadig 2. års yngling, da han fik sin debut på Frems bedste hold den 12. august 1973 ude mod Herning, som Frem slog med 5-0.
”Jeg blev allerede i januar rykket op som senior, idet man på det tidspunkt vidste, at den daværende 1. holdsmålmand, Valdemar Hansen, i juli 73 skulle flytte til Slagelse som politibetjent,” fortæller Per Wind.
”Jeg snusede så i foråret til atmosfæren som seniorspiller ved at spille på 2. holdet, der spillede i Danmarksserien, og jeg kan huske min første kamp. Det var mod Brøndby med Finn Laudrup som spillende træner, Per Bjerregaard og Hans Otto Bisgaards bror, Per, i målet. Vi tabte 1-2.
Fra kampen i Herning kan jeg huske, at jeg var pænt nervøs. Jeg havde ikke det store at bestille, tog det, der kom, og holdt buret rent. Stort at debutere i en alder af blot 17 år og jeg kan huske, at min holdleder Kell Larsen efter kampen holdt tale for mig og bl.a. sagde, at ”mit talent var så stort, at jeg bare skulle bøje mig ned for at samle det op – jeg kunne nå langt”. Det var store ord.”
Hårdt efterår
Men de var ikke større, end at den unge målmand holdt fast i pladsen, selv om Frem havde et hårdt efterår. Modstanderne scorede mange mål – 35 i 12 kampe – og Frem kom i nedrykningsfare. På trods af et nederlag på 0-2 til Vejle i sæsonens sidste kamp, blev skindet på næsen reddet, for samtidig tabte AB i Randers, og de trak i stedet sorteper og røg ned i 2. division.
Per Wind var kommet for i store træk at være Frems keeper i de næste mange år, og når han ikke vogtede målet, var det, fordi nationen kaldte.
26. maj 1974 skulle Frem spille ude mod Slagelse, men samtidig var der EM-slutrunde for U19-landshold i Sverige, og Danmarks anfører var Per Wind.
Frem protesterede forgæves, og mens Per Wind førte Frank Arnesen, Søren Lerby, klubkammeraten Flemming Pehrson og de andre unge landsholdsspillere til sejr på 4-0 over Luxembourg, tabte Frem med 0-3.
Byernes by
Som ungdomspiller i Frem havde Per Wind naturligvis mange oplevelser, men en tur i 1969 var noget særligt.
”Jeg var drengespiller, og vi deltog i en stor international turnering i Paris, nærmere betegnet i Joinville, hvor jeg generelt gennem hele turneringen (fem kampe) var fantastisk,” lyder det næsten uden pral.
”Det var en kæmpeoplevelse at komme til det store udland og så til byernes by, Paris. Vi kørte i tog og skulle overnatte privat hos en af spillerne fra Olympique Joinville. Heldigvis blev det til, at vi skulle overnatte to Frem-drenge sammen. Finn Westergaard, der var centerhalf, og jeg blev indkvarteret i et mondænt hus med eget værelse, badeværelse m.v. Fantastisk for os, som begge kom fra ”usle” kår, jeg selv fra en to værelses lejlighed på Vesterbro på 38 kvadratmeter og intet bad,” fortæller Per Wind.
”Modstanderne kan jeg ikke huske, men generelt gennem alle fem kampe tog jeg rigtigt godt med hænder, og jeg blev efterfølgende kåret til stævnets bedste spiller. Derudover var der fra Frems side hjemmefra blevet lovet et par fodboldstøvler til bedste Frem-spiller i turneringen, og det blev også mig. Behøver jeg at sige, vi vandt turneringen,” griner Per Wind.
Store fejl
Året før havde han til gengæld sin værste kamp som ungdomsspiller.
”Det var en kamp mod Rødovre i Emdrup Cup i foråret 1968. Vi tabte 1-2, og jeg droppede begge mål. Det var jo før, målmandshandskerne blev opfundet, og de få, der var, duede ikke i regnvejr. Bolden gled simpelthen mellem hænderne på mig på den regnvåde bane i nogle ”havehandsker”, jeg havde på. Så lidt undskyldt var jeg vel, men begge mål var store fejl,” indrømmer målmanden, der ellers hurtigt på senior-niveau fik kælenavnet ”Sikker Per”.
Sikkerheden var dog langt væk, da Frem i 1981 mødte B 1909 i Valby Idrætspark.
”Vi tabte 2-3, og jeg var med i alle tre mål. Heldigvis var der avisstrejke, så der blev intet skrevet og intet trykt. Gud være lovet. Det var bare en af den slags kampe, man hurtigt ønsker at glemme, men selv næsten 30 år efter kan jeg stadig ikke fortrænge den,” siger Per Wind, der til gengæld intet nævner om, at begivenheden samtidig var vennen Lars Larsens kamp nummer 300 for Frem.
”To af målene var drop på langskud, som jeg bare på en nogenlunde dag på kontoret havde fået afværget, mens det tredje var en mega fejlbedømmelse af mig på et indlæg. Selv om holdkammeraterne efter kampen prøvede at trøste mig, var jeg ikke særligt glad og tilfreds med egen indsats,” konstaterer Per Wind og får så hurtigt humøret tilbage med følgende replik:
”Men en dårlig kamp ud af 590 er vel okay.”
Maratonkampe
Og når der handler om de gode kampe, har han selvfølgelig svært ved at vælge.
”Hold kæft, der er mange at tage af. Men jeg vælger nok den tredje pokalfinale i 1978 mod Esbjerg i august i Idrætsparken som den bedste og mest betydningsfulde. Det var simpelthen maratonkampe. DBU blev nødt til at lave lovteksten om efter den anden finale og diktere, at den tredje finale skulle afgøres ved straffespark, hvis det kom så langt. Ellers havde vi nok spillet endnu i dag,” griner Per Wind.
”Jeg var anfører. Måske den yngste gennem tiderne som har hævet pokalen, 22 år. Vi havde spillet den første finale, som traditionen sig byder, Kristi Himmelfartsdag den 4. maj 1978 og spillet 1-1 efter omkamp. Den anden finale blev spillet den 8. juni, og den sluttede med samme resultat efter omkamp,” fortæller Wind og foretager så et lille sidespring.
”Inden vi skulle spille den tredje og definitivt sidste finale den 9. august, skulle vi som en lille kuriositet spille den første kamp i den nye pokalturnering den 30. juli mod Nyborg på udebane. Den vandt vi med 3-0,” siger han og taler så igen om den kamp, han kalder den bedste i karrieren.
”Der havde kun indfundet sig 2.300 tilskuere, så det var ikke den store ydre ramme. Igen endte den ordinære kamp 1-1. Jeg havde undervejs adskillige store og spektakulære redninger. Særligt én husker jeg. Vores højre back, Jesper Jul Christensen, havde bolden uden for straffesparksfeltet. Jeg løb ud til ham for at få en tilbagelægning, men han lavede en ”Jesper Olsen” og sendte bolden udenom mig og ind mod straffesparkspletten. Jeg ilede ind i målet og kunne se, at en Esbjerg-spiller skulle til at sætte foden på og sætte den i det tomme mål,” fortæller Per Wind ivrigt og fortsætter nærmest i åndenød:
”Men nej, jeg kom mirakuløst tilbage og fik vandret reddet skuddet. Jesper Jul har sgu’ ikke engang endnu givet en pils,” kommer det med et grin fra Wind.
Matchbold
Omkampen endte uden mål, og så var der ingen kære mor eller vej tilbage. Det hele skulle afgøres på straffespark.
”Jeg har aldrig været den store straffesparksredder, men Vorherre må denne aften have haft en Frem-trøje på. To gange havde Esbjerg matchbold, men først snuppede jeg Erik Jespersen, pokalfighteren fra den første finale, da jeg nåede hans skud i min egen venstre side langs jorden. Dernæst var det Jens Jørn Bertelsens tur. Da han gik til bolden, tænkte jeg, at ”du tager sgu’ chancen og bliver stående”. Han troede, han havde luret mig, men jeg reddede med en god fodparade. Så var det vores tur til at få matchbold. Frank Faber på 19 år havde selvtilliden i orden efter sit mål i den ordinære kamp, og han scorede sikkert i det ene målhjørne uden for Ole Kjærs rækkevidde,” forklarer Per Wind og fortsætter:
”Selvtilliden hos mig var selvfølgelig også i orden efter en fantastisk kamp og to reddede straffespark, så da Torben Luxhøj gik til bolden, tog jeg en chance til højre og reddede bolden.”
Den samlede sejr betød, at Frem skulle deltage i pokalvindernes Europa Cup, hvor modstanderen blev AS Nancy-Lorraine fra Frankrig, der på holdet havde Michel Platini.
Efter en hjemmesejr på 2-0 tabte Frem returkampen i Nancy med 0-4. Til den kamp manglede træner Jimmy Strain. Han kunne ikke få fri fra sit arbejde.
Kæmpeskuffelse
Pokaltriumfen mod Esbjerg er stadig den største og bedste Frem-oplevelse for Per Wind, og den står i skarp kontrast til den kæmpeskuffelse, han og holdkammeraterne oplevede små to år før, den 14. november 1976.
”Vi skulle ”bare” vinde over et allerede nedrykket Næstved-hold for at blive danske mestre. For første gang siden 1944. Men ak, vi spillede 0-0, og da så B 1903 samtidig vandt med 2-0 i Vejle, blev de mestre. Vi vadede i chancer. Den ene store afbrænder efter den anden. Deres mål var som forhekset, og deres keeper Erik Jensen må have stået sit livs kamp. Brian Juul, Ole Mørch, Leif Printzlau m.fl. brændte direktører på samlebånd, man ikke troede muligt at brænde. Skuffelsen bagefter var enorm. Endelig efter 32 år skulle DM-pokalen igen stå hos Frem, men sådan blev det desværre ikke,” fortæller Per Wind og genoplever de rædsomme minder:
”Efter kampen skulle vi ”fejre guldet” på Mogenstrup kro. De havde allerede inden kampen dækket op med guldtallerkener, for de var selvfølgelig ikke i tvivl om, at vi kom som mestre. Vores holdleder Ib Henriksen måtte efter kampen brødebetynget ringe til kroen og fortælle, at de godt kunne skifte tallerkenerne ud med sølv i stedet.”
Per Wind husker dagen alt for godt.
”En anden kuriositet omkring kampen var, at DBUs formand Vilhelm Skousen, som selv var Fremmer, kørte med os i bussen fra Valby til Næstved. Han sad forrest og havde pokalen i en plasticpose. Vi spillere kunne slet ikke undgå at se, hvad der var i posen. Forestil dig samme scenario i dag?”
Lars Larsen
Med på holdet, der var så tæt på at blive danske mestre, var foruden Per Wind spillere som Lars Larsen og Flemming Ahlberg.
”Lars, som var vores midtstopper, har uden tvivl været min bedste holdkammerat. Vi spillede sammen fra 1973 til 1988 og havde et langt og unikt makkerskab. Lars har næst flest spillede kampe i Frem, 514. Han var bestemt ingen træningsnarkoman, men han havde den evne til at kunne præstere optimalt om søndagen, når der skulle spilles kamp. Som han altid sagde: ”Drenge, jeg gemmer kræfterne til om søndagen”, og det må man sige, han havde ret i,” fortæller Per Wind.
”Lars var suveræn i hovedspillet. Ryddede alt væk. Samtidig havde han en fantastisk placeringsevne, og trods sit store korpus var han lynende hurtig, når han først kom op i fart. Vi fik selvfølgelig gennem årene oparbejdet en fortrolighed og gensidig fodboldforståelse for hinanden og holdets spil, og det skete i mange kampe, at Lars med sit fænomenale overblik fik trukket mangen en centerforward offside adskillige gange i en kamp, så han næsten dårligt turde komme over midten. Lars og jeg spiller stadig sammen i dag på Frems masterhold.”
Flemming Ahlberg
I 1976 blev Frem ikke dansk mester, men til gengæld blev Flemming Ahlberg årets fodboldspiller – blot den anden Fremmer i historien. Den første var Leif Nielsen, som en halv snes år før ikke blot blev kåret som årets fodboldspiller i Danmark. Han blev også kåret som Europas bedste målmand.
”Sammen med Pauli Jørgensen, ”Lange” John Hansen og Lars Larsen er Flemming Ahlberg en af de bedste spillere, der har været i Frem. Han spillede venstre back, og jeg havde selv fornøjelsen af at spille sammen med ham fra 1973 til 78. Flemming var en fantastisk back med store offensive kvaliteter. Hans overlap, når Leif Printzlau kom op ad venstrekanten, og Flemming kom udenom, var uovertrufne. Det var før, at nutidens offensive backer var opfundet,” mener Per Wind. Flemming Ahlberg spillede 33 landskampe og var med for Danmark ved OL i München i 1972. ”Flemming var superseriøs med sin fodbold. Der var aldrig en træning, han sprang over.
Han vidste, hvad der skulle til for at få det optimale ud af sit talent. Han kunne sagtens have spillet i udlandet, hvis ikke en ung målmand på 18 år (mig) var så uheldig i en pokalkamp mod Hvidovre i Idrætsparken i efteråret 1973 at falde ned over hans knæ, så hans ledbånd og menisk røg sig en tur med et halvt års pause til følge. Rygterne sagde, at Club Brugge ville skrive kontrakt med ham efter Hvidovre-kampen, men de fik kolde fødder ovenpå hans skade, og udlandseventyret blev desværre for Flemming aldrig til noget,” siger Per Wind, der heller ikke selv har været professionel i udlandet.
Til gengæld har han to landskampe på visitkortet – begge i 1977. Mod Gambia og Finland.
Mens afrikanerne uden besvær blev slået med 4-1, var finnerne nogle hårdere nødder at knække, men Danmark vandt med 2-1 i en kamp, hvor Preben Elkjær som debutant scorede de danske mål. Flemming Ahlberg og Lars Larsen deltog også.
Konkursen
I 1993 valgte Per Wind at stoppe efter godt en snes år som Frems ankermand.
Kun i 1990 var han væk fra det bedste hold, skubbet til side af Allan Jensen. I stedet muntrede Wind sig på Danmarksserieholdet, der endte med at snuppe det danske mesterskab i sin kategori.
1993 var også året, hvor Frem oplevede sin første konkurs. Da de sørgelige facts var en offentlig kendsgerning, overtog Per Wind træningen sammen med Finn Bøje.
Wind spillede 15 kampe i 1993. Den sidste blev spillet den 14. november, hvor Frem på hjemmebane tabte med 1-5. Resultatet var på sin vis underordnet, for DBU havde allerede besluttet, at Frem og B 1909, der også var gået konkurs, fra foråret 1994 skulle optræde i Danmarksserien. Men Frem kæmpede sig tilbage til divisionerne, og Per Wind fik comeback.
Den 24. oktober 1998 var der hjemmekamp i 1. division, som dengang hed Faxe Kondi Divisionen, mod Svendborg. Efter nogle år som træner for Tårnby og B 1908 var Wind kommet retur til Frem, hvor han nu var målmandstræner.
Mod Svendborg måtte han dog selv vogte buret, da Allan Jensen havde karantæne, og den normale reserve, Lars Hansen, var skadet. I sin kamp nummer 590 som 43-årig tabte Per Wind og Frem med 1-2.
Holdningen
Flere kampe blev det ikke til, men til hjemmekampen mod Randers Freja den 18. september 1999 sad han på udskiftningsbænken, men han blev ikke benyttet. Frem vandt med 4-1, og målmanden var Stefan Campagnolo, der var franskmand med danske aner.
I stedet havde Per Wind den store glæde i efteråret 1999 at spille to kampe på Frems 2. hold i Københavnsserien sammen med sønnen Morten, der var 18 år og midtstopper.
”Det var stort for faderen,” lyder det.
Samme år blev Per Wind engageret som målmandstræner af FC København. Og der har han haft stor succes, mens barndomsklubben har oplevet endnu en konkurs. Trods det banker hjertet stadig for Frem, men de sidste år har gjort ondt.
”Vi har desværre haft folk i bestyrelserne, som ikke har været deres opgave voksen, og som siden 1993 har kørt klubben delvist i sænk. Jeg tror ikke, de har haft onde hensigter, men de har givet ladet sig rive med af, at Frem simpelthen, uanset omkostningerne, skulle være en del af toppen i Fodbolddanmark.
Det har bevirket to konkurser, adskillige akkordordninger med skat og kreditorer, betalingsstandsninger m.v. Min holdning er helt klart, at hvis der ikke er penge og knowhow til at begå sig i de to bedste rækker, ja så må vi ”bare” være med i 2. division eller Danmarksserien.
Det kan ikke nytte noget, at hele Fodbolddanmark gang på gang klasker sig på lårene af grin over vores store og vilde planer. Det er jo rent Münchhausen. Lad os komme på fode igen. Få en troværdig bestyrelse, som jeg tror/håber på, vi har nu. Bliver der ad åre midler og råderum til noget mere, så skal vi måske forsøge igen, men aldrig mere for lånte penge eller folk i bestyrelsen med for store og urealistiske armbevægelser,” fastslår Per Wind, der også er klar og sikker i mælet, når han skal beskrive, hvad han føler, når han hører ordet ”Frem”.
”En klub med stolte traditioner, som jeg er stolt af at have været medlem af i 43 år. En klub, som har givet mig mange fantastiske oplevelser og mange gode kammerater og venner. En klub, som altid har haft plads til ”de små i samfundet”. Det hænger også godt sammen med vores beliggenhed i København SV og Valby.”
Igen lyder det fra manden med flest klubkampe:
”Uanset hvad, vil Frem altid være min klub.”
|
